Deltagelse i stor ERP-implementering gav Pernille lyst til projektlederrollen

Oktober 2023

Pernille Bak, 27 år, er ny Project Manager hos Bredana Axcite.

”Jeg synes, det er spændende at arbejde med ERP-implementering, fordi det går på tværs af organisationen og involverer rigtig mange processer,” siger Pernille Bak, der netop er startet som Project Manager.

Selv om det ikke er lang tid siden, Pernille tog kandidateksamen i Information Management fra Aarhus Universitet, har hun allerede nået at arbejde med nogle af de discipliner, der ligger i projektlederrollen. Og det var deltagelse i et større ERP-projekt, der for alvor fik vakt interessen.

”Jeg stod for intern projektledelse i en afdeling med 150 ansatte hos EG, som skulle over på en ny platform, fortæller Pernille, som dermed også har prøvet at være på kundesiden i en ERP-implementering.

Karrieren startede imidlertid i ledelseskonsulenthuset Lead – enter next level.

”Her stod jeg for hele finansbogholderiet sammen med en anden medarbejder. Økonomi ligger godt for mig, men det er ikke det, der interesserer mig allermest,” siger Pernille.

Efter en kort afstikker til et job som forretningskonsulent i et BI-konsulenthus, blev det altså ERP der løb af med sejren som hendes speciale.

”Jeg forventer at kunne bidrage med det, jeg ved om projektledelse og udvikle mig til at blive en rigtig dygtig projektleder hos Bredana Axcite,” siger Pernille Bak.

Fritiden tilbringer hun sammen med familie og venner, og hun elsker at gå en tur i skoven.

Læs også

Her er nogle af de medarbejdere, som senest er kommet til Bredana Axcite.

keyboard_arrow_up